History Lessons – Institutions, Factor Endowments, and Paths of Development in the New World

I den Nye Verden[1. Et af navnene for landene på den vestlige halvkugle, især Nord- og Sydamerika inkluderende de omkringliggende øer såsom Caribien. Begrebet vandt især indpas efter kolonialiseringen i 1500-tallet.] har Nordamerika (USA og Canada) været markant mere succesfuld end de resterende økonomier.

I “History Lessons: Institutions, Factors Endowments, and Paths of Development in the New World” gør forfatterne Stanley L. Engerman og Kenneth L. Sokoloff rede for variationerne i økonomisk vækst i den Nye Verden og forklaringer herfor. Forfatternes væsentligste pointer er:

  • Den økonomiske vækst i USA og Canada har været høj relativt til andre lande i den Nye Verden efter den Industrielle Revolution.
    • Tabel 1 viser udviklingen i BNP per capita for udvalgte lande i den Nye Verden i forhold til USA. Her ses det, at det først var fra mellem 1800 og 1900, at de udvalgte lande faldt i vækst i forhold til USA.
  • USA og Canada havde meget homogene befolkningsgrupper, både økonomisk og politisk, mens den resterende del af den Nye Verden var polariseret på dette punkt.
    • I lande som benyttede en høj koncentration af slaver i produktionen[2. Især lande fra Vestindien såsom Barbados, Cuba og Jamaica samt Brasilien fra Sydamerika], blev der skabt en enorm ulighed befolkningen imellem, både økonomisk og politisk (enorm forskel for slaver uden rettigheder/indkomst og f.eks. plantageejere).
    • Den spanske del af den Nye Verden var landsbrugslande, hvor uligheden også var stor (rige landsbrugsejere/fattige arbejdere, men også svære immigrationsmuligheder samt at f.eks. kun jordejere kunne stemme).
    • Anderledes lige var det i Nordamerika, hvor især europæisk arbejdskraft blev brugt. Denne gruppe af arbejdskraft var meget homogen og mange var i stand til at agere som selvstændige erhvervsdrivende grundet stort areal og lave startomkostninger.
  • Uligheden blev løbende forstærket via. opbygningen af det politiske system.
    • I landene med stor forskel i indkomst besad eliten indflydelsen, da det var denne gruppe, der havde designet det politiske system, hvilket gjorde, at den fattige del af befolkningen blev yderligere forfordelt. Anderledes forholdt det sig i USA og Canada, hvor den fattige del havde mere indflydelse.
      • Tabel 2 viser, hvor demokratiske landene i den Nye Verden er i forhold til hinanden. Vi ser, at valgdeltagelsen i USA og Canada fra 1850 til 1940 er markant højere ift. den Nye Verden.
  • Uligheden gjorde, at økonomierne i den Nye Verden udover USA og Canada ikke forløste deres økonomiske potentiale, eftersom de dårligere stillede grupper ikke havde muligheden for at deltage på ordentlige vilkår.